Tuckmans model for teamudvikling – Tuckman’s Stages of Group Development

Baggrund

Bruce Tuckman blev født i New York City, USA. Han boede og arbejdede primært i USA gennem sin karriere som psykolog og forsker. Han tilbragte en del af sit professionelle liv ved forskellige amerikanske universiteter, herunder Princeton University og Ohio State University

Tuckmans model, også kendt som Tuckman’s Stages of Group Development, er en model, der beskriver de typiske faser, en gruppe gennemgår, mens den udvikler sig og modnes. 

Den blev introduceret af Bruce Tuckman i 1965 og omfatter oprindeligt fire faser, men en femte fase tilføjet senere i 1977. Modellen bruges ofte i forbindelse med teamudvikling og gruppedynamik. 

Om modellen

Denne model hjælper med at forstå de naturlige udviklingsstadier, teams gennemgår, hvilket kan være nyttigt for ledere og projektledere, der ønsker at facilitere effektivt teamsamarbejde.

Formålet med teamarbejdsformen er at fremme effektivitet, trivsel, ejerskab og selvledelse. Grundantagelsen er, at teamet selv kan planlægge, beslutte og løse de fleste af deres arbejdsopgaver.

Men det kan være en stor udfordring at få de enkelte teams til at fungere efter hensigten. Lederen savner ofte konkrete redskaber, som kan bidrage til at skabe mere effektive og bæredygtige teams i praksis. 

Her er Bruce W. Tuckmans udviklingsfaser et nyttigt redskab til lederen, fordi de bidrager til en forståelse af temaets udvikling, og hvordan lederen derefter kan tilpasse sin ledelse til den fase, teamet er i.

De fem faser i modellen er:

•Forming (på dansk kaldet dannelsesfasen)

•Storming (også kaldet konfliktfasen)

•Norming (oversat til normdannelsesfasen)

•Performing (kaldes udførelsesfasen)

•Adjourning (som er den sidste fase – også kaldet nedlukkelsesfasen)

Forming (dannelsesfasen)

Her dannes gruppen og medlemmer lærer hinanden at kende og den opgave, som de står over for. Alle er afventende og føler hinanden på tænderne indtil man har lært hinanden at kende og ved hvad projektet går ud på og hvilken rolle man selv har.

Den anden fase er Storming (konfliktfasen) – teamet møder hverdagen:

Projektdeltagerne finder ud af, hvordan det hele hænger sammen og ved lidt mere om hinanden og mange begynder at positionere sig og der kan opstå magtkampe.

Den tredje fase er Norming (normdannelsesfasen) – her bliver en fælles identitet dannet

Tingene falder til ro og der er ved at blive etableret faste regler. Såvel de skrevne som uskrevne regler. Gruppen bliver enige om hvordan ting skal udføres. Der fordeles roller – formelt eller uformelt – og opgaver placeres. Efter konfliktfasen begynder gruppen at finde et fælles fodslag.

Den fjerde fase er Performing (udførelsesfasen) – teamet skal udfordres.

Gruppen når til en konklusion og implementerer en løsning. Gruppen støtter hinanden og har øje for hinanden. Opgaver kan skifte hænder og man er mere interesseret i den samlede løsning end at løse sine egne opgaver eller beskytte sine egne emner.

Den femte og sidste fase er Adjourning (opløsningsfasen) – her opløses teamet

Når opgaven eller projektet når til en slutning, skal gruppen opløses. Generelt handler faserne om interpersonelle relationer og adfærd i forhold til opgaveløsning.

Kritik af modellen

Tuckmans teammodel, er populær, men har også mødt kritik. Her er nogle af hovedpunkterne:

Modellen er opsat som en Lineær progression: Modellen antager, at teams går gennem faserne i en lineær og forudsigelig rækkefølge. I virkeligheden kan grupper springe frem og tilbage mellem faserne, især når der sker ændringer i gruppens sammensætning eller eksterne faktorer påvirker arbejdet.

Der er mangel på dynamik i modellen: Modellen tager ikke højde for kompleksiteten af gruppedynamikker. I praksis kan teams have flere konflikter (storming) på forskellige tidspunkter, eller opleve norming og performing samtidig. Tuckman’s model antager en "one-size-fits-all"-tilgang, som ikke nødvendigvis afspejler virkelige teams, der er mere dynamiske.

Der er en overdreven fokus på konflikter: Storming-fasen kan virke som en uundgåelig og negativ fase. Men ikke alle teams oplever nødvendigvis en intens konfliktfase, eller de kan have konfliktløsningsstrategier, der gør storming mindre betydningsfuld.

Tuckmans model kan dog være nyttig til at forstå visse gruppedynamikker, især for nye teams, men dens begrænsninger gør, at mange organisationer også kigger mod andre modeller og rammer for at forstå og støtte teams mere nuanceret.